Archive | Köpenhamn RSS feed for this section

Frank for faen, hykler du?

5 Dec

Frank Jensen går ind for øresundsintegration, siger han. Alligevel vil han smide 200 mio københavnske skattekroner til en ny multi-arena, der skal bygges i Ørestaden med plads til 15.000. Men der findes jo en splinterny arena med plads til 15.000 ved Malmös nye togstation i Hyllie lige på den anden side af vandet. Det tager 12 min i tog fra Kastrup, og 25 fra hovedbanen. Toget stopper tredive meter fra indgangen. I stedet for at konkurrere om de samme events, og om det samme publikum, kunne Frank og Malmøs borgmester Ilmar Reepalu så ikke prøve at tænke sammen i stedet for? Måske endda – gisp – koordinere?

I øvrigt mener jeg at priserne over Øresund bør sænkes. Ellers bliver det aldrig til noget med den integration.

Endelig cykelsti hen over Rådhuspladsen

5 Okt

Endelig er der nogen, der har forstået, at når cyklister kan køre den lige vej (uden at få en bøde på 500 kr),  fremmer det cyklismen. Nu kommer der en cykelsti tværs over Rådhuspladsen –  pga metrobyggeriet, skriver magasinet KBH. Men hvorfor i alverden understreger den ansvarlige i Københavns Kommune, Steffen Rasmussen i KBH-artiklen at cykelstien er midlertidig  – Rådhuspladsen skal bagefter atter være ”fodgængernes fyrstedømme”? Hvis KBH i øvrigt mener noget med at være hele verdens cykelhovedstad, bør en lækker, bred dobbeltbanecykelsti være en selvfølge. Samtidig bør man se på hvordan cyklisterne kan fortsætte  videre ned af strøget.

%d bloggare gillar detta: