Det må være en togstations ultimative fallit: At passagererne hellere vil misse et tog end at opholde sig der i ti minutter.
Men sådan havde jeg det i dag ved lufthavnens tog-station. Toget savnedes på infotavlen, og jeg kunne ikke holde ud at være der blot ti minutter forgæves, i halvmørke halvrystende af kulde siddende på en iskold skrå metalplint med udsigt til lutter helfrosne forstenede ansigter.
Det hele pyntet op af en vægfarve, man vel bedst kan kalde pang-betongrå.
Hyllie St i Malmö er tretten år yngre og åbnede for otte uger siden. Hvilken enestående chance for at gøre alting bedre, mere opmuntrende og ikke mindst varmere. Desværre ligner og opfører den sig som Lufthavnens Togstations Onde Tvilling.
Blæsten og kulden er værre. De isnende vinde blæser igennem perronen, der er den perfekt designede vindtunnel, så håret ville blafre på selv Stig Tøfting. Den såkaldte kunst består af monstrøst store betonsøjler, meget mindre interessante end de lyder. Pendlerne – jeg er selv en af dem – forsøger at stille sig bag dem i et forgæves håb om læ, men ikke engang det kan de bruges til, vinden pisker rundt om dem, jagten på ly er forgæves, man skutter sig, og alt er – naturligvis – gråt i gråt med beton på.
Hvorfor er det så svært at lave en hyggelig, lys togperron, hvor man ikke fryser både røven og sjælen i laser?
Jeg har en mistanke om at Malmö Stad, der ejer den, er blevet grundigt vildledt. Tjek lige hvor fin, lys og især hvid Hyllie St ser ud på denne smukke visualisering – scroll ned – sammenlignet med dette eller dette billede fra hverdagens grå virkelighed.

